Tilbudsrunde i Netto med fem Harboe bryg i bogstavsserien: H for Hvede, P for Pale Ale, B for Brown Ale, L for Lemon Shandy og G for Grapefrugt Shandy. De to sidstnævnte sparer jeg mine veltrænede og fintfølelende smagsløg for. Før i serien er anmeldt F for Forår, J for Jul og B for Beer.
Bryggeriets beskrivelse:
H for Hvede er en ufiltreret øl brygget af bygmalt og hvedemalt som giver H for Hvede sin karakteristiske lette frugtige og krydrede smag. H for Hvede er en flot gylden øl med en fyldig og cremet skumkrone som sammen med den let krydrede og lette karamelsmag giver dig en god smagsoplevelse. H for Hvede er god til lette salater, fisk, grøntsagsretter og milde oste.Kraftigt, blivende skum. Aroma af banan, korn og hvede. Svagt karboneret, filtreret.
Smag af let sød malt og hvede, går over i lidt krydderier og banan. Svagt humlet, let sød.
Flot kraftig og blivende skum som det hør og bør i en Weizen, en anelse korn aroma, der heldigvis ikke går igen i smagen. Let sød med tydelige hvede- og banan fra gær noter, en anelse krydderi sidst i smagsforløbet. Lige præcis ikke for sød, omend alt i bryggen er balanceret til fordel for det meget letdrikkelige. Mange vil lynhurtigt blive træt af en så pæn og neutral weizen hvor let sød hvede og banan er 99,9% af smagen, men den kan faktisk drikkes - og glædeligt at Harboe ikke forfalder til deres sædvanlige uskik med tilsat stivelse eller forgærbar sukker. 3 glas!
Bryggeri: Harboes Bryggeri
Øltype: Weizen
Ingredienser: Vand, hvedemalt, bygmalt, humle, kuldioxid, gær
ABV: 5 %
Ingen kommentarer:
Send en kommentar