tirsdag den 25. juni 2013

Carlsberg Lager


Købt i grænseshop i Tyskland. Prisen er typisk 170 kr for 72 stk, dvs. 2,36. kr for en dåse på 33 cl.

En mini-kavalkade [4/5] over dåsebajere, danskere typisk overlæsser på trailer, varevogn eller personbil. Jeg vil undersøge, om der er ræson i besværet.
Fra web:
Carlsberg er egentlig blevet en del af den danske kulturarv og den danske tørst. Den fandt sin form og fik sin karakteristiske etiket i 1904.
Du oplever en harmonisk balance mellem bitterhed og sødmefulde æbler, mens du nyder den lyse gyldne farve med det flotte skum og duften af fyrretræ, strå, hasselnød og skovsyre. Ja, det er næsten som en forårsdag i Danmark. Og sådan klæder Carlsberg også det danske køkken hele vejen rundt.
Serveringsforslag:
En god generalist der i kraft af sin forfriskende fylde og gode balance er næsten uundværlig til det klassiske danske frokostbord. Eksempelvis eminent til at neutralisere det mineralske salt i marineret sild, nypillede fjordrejer og kapers så der er bedre plads til kødets fine aroma.
Carlsberg er også velegnet til pålægsalater fra hønsekødssalat til sommersalat. Spiller utroligt fint sammen med biddet i frisk peberrod, hvad end det bliver brugt som pålægsgarniture eller i en opbagt sauce til oksespidsbryst og nye kartofler.
Bør nydes ved ca. 7-10 °C
Svag skum. Aroma af sød frugt og lidt blomster. Mellem karboneret, filtreret.

Smag af let sød malt, går over i lidt frugt, eftersmag stopper hurtigt. Svagt humlet, neutral bitter.

Den danske klassiker - og en stor del af det danske samfund. I mange årtier, var valget enten Carlsberg eller Grøn Tuborg - og så de få procent der drak lokale bryg. Er den noget speciel - eller er det hele blot reklame og tradition?

Skum og karbonering fortager sig lynhurtigt - desværre ligesom den spinkle smag. Den er ikke som jeg husker den i min vilde ungdom - dér forekom den humlet, krydret og en anelse bitter - om Carlsberg har internationaliseret smagen, eller mine smagsløg er slidte, er ikke til at vide.

Tilsyneladende ikke smagsfortyndet, men aroma og smag skal der virkelig ledes efter - det er en verdensomspændende lager hvor image, brand og reklamer betyder mere end smag. En kedelig lager der ikke distancerer sig fra alle de andre - og som 99,99% af køberne ikke vil kunne skelne i en blindtest. 2 glas!

Grænsehandel Carlsberg til venstre og dansk supermarked Carlsberg til højre. Ud fra teksten er der lidt usikkerhed om grænsebutikkens Carlsberg er produceret i udlandet (som fx Coca Cola er), ligeledes er clippen designet forskelligt og trykken på den danske dåse har struktur, men smagen forekommer ens.
Bryggeri: Carlsberg Brewery
Øltype:  International Lager
Ingredienser: Vand, bygmalt, humle, gær
ABV: 4,6%

Ingen kommentarer:

Send en kommentar