søndag den 27. august 2017

Nørrebro Pisner

Personlig gave, kan købes for 24,95 kr hos Super Brugsen for 40 cl. flaske.

Fra etiket:
Det er ikke bare det rene vand, der kommer ud af gæsterne ved Danmarks største musikfestival. Det er faktisk glimrende gødning. Så i stedet for at blive til et problem på festivalen, har danske landmænd opsamlet og brugt urinen til at gøde maltbygmarker. Resultatet er Pisner, den mest velsmagende recirkulation verden endnu har smagt. Pisner er en ufiltreret lager på 5,0% alkohol brygget med økologisk humle og pilsnermalt. Den har en behagelig bitterhed og milde maltaromaer med et krydret humleindtag.
Smart gimmick som blev vist på flere landsdækkende TV-kanaler, en smuk tanke der dog ikke ændrer meget ved Roskilde Festivalens samlede bidrag til bæredygtighed, baseret på billederne efter festivalens afslutning. Til Nørrebro Bryghus' marketings afd.: Store ord, at denne Pisner er mere velsmagende end fx Chimay, der er mindst lige så cirkulær - med hele deres produktion (køer spiser masken, som leverer Chimay ost, køernes gødning sendes til bygmaltmarker). Mon ikke de fleste bryggerier, også i Danmark, sender masken tilbage til landbruget?

Svagt skum. Aroma af urter, krydderier, græs og korn. Svagt karboneret, filtreret.

Smag af let bitter malt, går over i urter, krydderier, græs og korn. Svagt humlet, neutral bitter.

Ganske fin og mangfoldig og godt sammensat aroma, en sødlig blanding af urter, krydderier og græs afsluttet af korn fra gæren. Vel går mangfoldigheden igen i smagen, desværre alt, alt for svagt. Dette kunne virkelig være blevet en fremragende moderne lager, men ender som letdrikkelig, behagelig og kun signifikant bedre bryg end så mange andre danske lagers. Sandsynligvis god at hælde ned i massevis på Roskilde Festival, men ikke tilegnet de, der ønsker lidt mere af deres øl. 3 glas - dermed ikke den mest velsmagende recirkulations øl i følge denne gnavne blogger!

Bryggeri: Nørrebro Bryghus
Øltype: Tjekkisk Pilsner
Ingredienser: Vand, bygmalt, humle, gær
ABV: 5 %

Ingen kommentarer:

Send en kommentar