fredag den 29. november 2013

Mont des Cats


Købt for 35 kr. hos Vinbørsen for 33 cl. flaske.

Abbaye du Mont des Cats, trappist kloster tæt ved Godewaersvelde i det fra franske Flandern. Det første bryggeri startede i 1848, et år efter startede produktion af ost. I 1907 stoppede ølproduktionen pga. affolkning blandt munkene. I det nye årtusinde steg ønsket om at brygge igen og det var logisk at samarbejde med Abbaye de Scourmont, trappistklosteret bag Chimay. I juni 2011 blev den nye trappist bryg lanceret, brygget hos Chimay men efter Mont des Cats' ønsker. Der er pt. ingen planer om, selv at starte et bryggeri op. Kilde.

Kraftig skum, der hænger ved. Aroma af sød malt, krydderier og frugt. Kraftig karboneret, ufiltreret.

Smag af let sød malt, går over i krydderier og frugt. Middel humlet, neutral bitter.

Bryg der på mange punkter ligner Chimay, fx kraftig skum og karbonering, sandsynligvis også samme gær og brug af hvedestivelse. Her er dog noget kraftigere humlet - dog stadig med god balance. Ondt sagt ligner den  en let udgave af Chimay Bleue, dog uden originalens varme og fylde. Blid og letdrikkelig, men distancerer sig ikke ud fra mængden. 4 glas!

Bryggeri: Abbaye du Mont des Cats, brygget hos Chimay
Øltype: Mørk Stærk Belgisk Ale
Ingredienser: Vand, bygmalt, humle, gær
ABV: 7,6 %

Nørrebro Dronning Louises Hvide Jul


Købt i Netto, 75 cl. flaske.

Fra etiket:
Dronning Louises Hvide Jul er et forfriskende lyst bekendtskab i den lidt mørke juletid. En juleblonde brygget til jer som ønsker et alternativ til de traditionelt tunge juleøl, men som samtidig efterstræber at servere en fyldig øl som har krop og karakter nok til at komplementere den danske julemad. Brug den som aperitif inden maden og prøv den til silden eller julestegen.
Mellem skum, forsvinder hurtigt. Aroma af malt og krydderier. Svagt karboneret.

Smag af sød malt, går over i krydderier. Svagt humlet, let bitter.

Ganske svag aroma - desværre fortsætter det også i smagen. Der er temmelig kraftigt bitterhumlet men ganske begrænset aromahumlet. Der er heller ikke meget hjælp at hente i malt- og gærsmagen - en helt igennem smagsfattig og tynd øl, jeg ikke kan forestille mig passe til ret meget juleøl. Ikke mere smag end en billig dåsebajer! Brygget og tappet i Frankrig! Hvorfor? 2 glas!

Bryggeri: Nørrebro Bryghus
Øltype: Belgisk Pale Ale
Ingredienser: Vand, bygmalt, glukosesirup, hvede, humle, gær
ABV: 6,8 %

onsdag den 27. november 2013

Widmer Brothers Rotator IPA Series - Falconer’s IPA


Købt for 55 kr. hos Modern American Diner for 35,5 cl. flaske, importeret af One Pint A/S.

Importørens kommentar:
En hyldest til brygmester Glen Falconer. En lys, moderat bitter IPA med frugt aroma og en stærk malt ryggrad, som bryggeriet mener, Glen ville have godkendt.
Svagt skum. Aroma af blomster, karamel og frugt. Svagt karborneret, filtreret.

Smag af sød malt, går over i karamel, blomster og frugt. Kraftig humlet, bitter.

En IPA der mest udmærker sig ved alt andet end humlen - nemlig en god, maltet, fyldig bryg der er i fin balancen for den, efter genren, ganske moderate bitterhed og humle. Ikke de typiske amerikanske humler, men i stedet for en "Falconer’s Flight" som er opkaldt efter førnævnte brygmester, der blev dræbt i 2002, da hans VW van under reparerede pludselig startede og kørte over ham. En fyldig, maltet og frugtagtig IPA med fin, middelkraftig blomstet humlesmag. 4 glas!

Bryggeri: Widmer Brothers Brewing Company
Øltype: Amerikansk IPA
Ingredienser: Vand, bygmalt, humle (Falconer’s Flight), gær
ABV: 7 %

mandag den 25. november 2013

Ebeltoft Wit


Købt for 50 kr. hos Vinbørsen for 50 cl. flaske.

Fra etiket:
Witbier er klassisk og meget letdrikkelig belgisk hvedeøl, der er krydret med koriander og tørret sppelsinskalblød. Den er særlig frisk og velduftende og kan drikkes af enhver livsnyder. Under lagring kan den udvikle et let syrligt strejf, der blot gør den endnu mere forfriskende. Drik den med store behagelige slurke.
Svag skum. Aroma af  koriander, citrus og malt. Svagt karboneret, ufiltreret.

Smag af let sød malt, går over i koriander og citrus. Svagt humlet, let bitter, let tør, syrlig.

En ganske korrekt beskrivelse fra bryggeriet, denne bryg blev indkøbt samme måned som den er mindst holdbar til. Jeg kender den ikke som frisk, men nu er den i hvert fald syrlig - ikke den behagelige, bløde sour maltsmag vi kender fra Oud Bruin/Flanders Brow, men mere en appelsin syrlig smag, selv om det er koriander og malt, der mest dominerer denne wit. Som den er nu, harmonerer den ikke helt, den er dog hverken så tør eller syrlig som de belgiske ekstremer. Den henvender sig dermed ikke til de, der ønsker en cremet, silkeblød wit - men mangler finesser til at nå de bedste i den ekstreme del af genren. 3 glas!

Bryggeri: Ebeltoft Gårdbryggeri
Øltype: Engelsk Pale Ale
Ingredienser: Vand, bygmalt, hvedemalt, koriander, appelsinskaller, humle, gær
ABV: 4,7 %

Ebeltoft Golden Ale


Donation, købt i bryggeriets lokalområde, 33 cl. flaske.

Ebeltoft Gårdbryggeri fik landsdækkende reklame da de medvirkede i Bonderøven sidste år. Et lille gård-, håndbrygeri, spise- og koncertsted. Brygkapacitet på 350 l.

Bryggeriets beskrivelse:
Golden Ale er forfriskende, let og alkoholsvag. Den er en dejlig tørstslukkende sommerøl og smager godt. En smule hvedemalt gør den rund og blød. Alkoholprocent ca. 4,3%.
Fra etiket: 
Vores håndbryggede Golden Ale er forfriskende, let og alcoholsvag. Det er en dejlig tørstslukkende sommerøl der også indeholder en smule hvedemalt. Derfor er den rund og blød.
Svagt skum. Aroma af sød malt, honning, blomster og citrus. Svagt karboneret, ufiltreret.

Smag af let bitter malt, går over i blomster og citrus. Middel humlet, let bitter.

En forholdvis humlet og bitter, frisk sommerbryg der ligger mellem en engelsk pale ale og IPA. Svag og tynd i maltsmagen, det er humlen og bitterheden der skal bære denne bryg - og det gør lige præcis - og så helle ikke meget mere. En svag, humlet sommer tørstslukker der kan konkurrere med diverse hyldeblomstøl og saison hvis det skal være en ale. Kniber sig lige til 4 glas!

Bryggeri: Ebeltoft Gårdbryggeri
Øltype: Engelsk Pale Ale
Ingredienser: Vand, bygmalt, hvedemalt, humle, gær
ABV: 4,4 %

lørdag den 23. november 2013

Ebeltoft Oktoberfest


Donation, købt i bryggeriets lokalområde, 33 cl. flaske.

Ebeltoft Gårdbryggeri fik landsdækkende reklame da de medvirkede i Bonderøven sidste år. Et lille gård-, håndbrygeri, spise- og koncertsted. Brygkapacitet på 350 l.

Fra etiket:
Oktoberfestøl stammer fra München. Den brygges i marts og kaldes der Märzen. Den tappes i oktober til oktoberfesten og kaldes derfor oktoberfest bier. En ægte oktoberfestøl skal være forfærdelig letdrikkelig og det er præcist hvad den er :-)
Svagt skum, der hurtigt forsvinder. Aroma af sød malt, honning og græs. Mellem karboneret, ufiltreret.

Smag af let sød, let tør malt, går over i honning og frugt. Svagt humlet, let sød, let tør.

Sød og letdrikkelig, som genren forskriver, dog skiller den sig lidt ud med en lille tørhed, uden det dog ændrer så meget med helheden. Bitterheden i baggrunden danne lige præcis modvægt til den søde maltsmag, selvfølgelig med ganske svag aromahumle. Lidt over gennemsnittet Märzen, dejlig fyldig og varm. 4 glas!


Bryggeri: Ebeltoft Gårdbryggeri
Øltype: Märzen
Ingredienser: Vand, bygmalt, humle, gær
ABV: 5,3 %

fredag den 22. november 2013

Matten - La Houle


Købt i specialbutik i Alsace, 33 cl. flaske.

Mikrobryggeriet Matten i mikrobyen Matzenheim, 20 km. syd for Strasbourg og 5 km fra den tyske grænse, med kun 1.400 indbyggere. Startet i 2010 af ægteparret Anne og Jacques på noget der kan betegnes som et nedlagt landbrug i landsbyens udkant. Der brygges 100% naturligt, ingen kunstige tilsætninger, benytter kun humle fra Alsace, malten kommer fra Strasbourgs omegn. Intet fremskyndes eller jages - dette er slow beer.

Bryggeriets beskrivelse:
La Houle - Dønningen! Sød og boblende, perfekt som aperitif, brygget af bryggerinden.. Hvis du leder lidt blandt Strasbourgs ølbarer, vil du finde denne serveret fra fad. Delikat parfumeret med en blomstret næse. Let (for os): 4.8 °, meget værdsat af piger. Dette er kun øl eller vi snyder lidt: Der er tilføjet en hemmelig ingrediens (100% naturlig og uforarbejdet så du behøver ikke at bekymre dig). Det er forbudt og farligt at omgås onde rednecks, især for stedmødre.
Kraftig skum, der tager sin tid. Aroma af blomster, koriander og frugt. Kraftig karboneret, ufiltreret.

Smag af let sød malt og hvede, går over i blomster, koriander og frugt. Svagt humlet, let sød.

En af de lidt sødere wit, forholdsvis kraftig og stikkende karbonering, blomstret, parfumeret og kraftig koriander smag, til gengæld mere frugtsmag fra gæren end den normale banansmag. Ganske forfriskende og let drikkelig, på trods af den lette sødme stadig fint balanceret. En ukomkompliceret bryg, hvis største udfordring er at fange alle blomster/parfume smagsnuancerne. 4 glas!

PS: Se lige billedserien fra deres første bryg - det er da mikro!

Bryggeri: Matten
Øltype: Belgisk Wit
Ingredienser: Vand, bygmalt, hvedemalt, koriander, humle, gær
ABV: 4,8 %

Fort Collins Red Banshee


Købt i Fakta for under 20 kr. for 35,5 cl. flaske.

Bryggeriets historie:
Fort Collins Brewery blev grundlagt den 1. juni 1992 af Sandy Jones, Karen Jones, Dave Scott, og Janet Scott. Oprindeligt navngivet H.C. Berger Brewing Company, og havde en kapacitet på 8.840 tønder hvor Jesse Angell tjener som brygmester. Bryggeriet blev solgt i 1996 men blev beslaglagt fra de nye ejere i 2002 for manglende betaling af skatter, hvorefter Sandy Jones og Karen Jones tog det tilbage i august 2003. I 2004 tog Tom Peters og Jan Peters over. I august 2010 flyttede bryggeriet og udvidet til at omfatte en selvejende restaurant kaldet Gravity 1020, som åbnede den 12. maj 2011 under ledelse af kok Brian Shaner. Fort Collins Brewery er en af ​​13 produktions bryggerier som også omfatter en restaurant. I 2011  60 ansatte med en årlig kapacitet på 32.300 tønder.
Bryggeriets beskrivelse:
Et slående rubin nuance og krydret, blomsteragtige aroma præger den behagelige sødme af denne bryg. Crystal malt blandes med det jordagtige smag fra Willamette humle. En uforglemmelig smuk kombination.Opnåede i 2012 US Open Beer Championship en Sølvmedalje i amerikansk Red kategorien.Vol (ABV): 5,3%Humlebitterhed (IBU): 33Farve (SRM): 22
Svagt skum. Aroma af mørke bær, malt og lidt røg.. Svagt karboneret, ufiltreret.

Smag af let sød malt, går over i karamel, frugt og lidt røg. Svagt humlet, let bitter.

Næsten ingen skum og ganske svagt karboneret - denne fladhed fornemmelse går gennem hele bryggen. En bryg i den lille genre "amerikansk red ale" som egentlig mest ligner en blanding af Pale Ale, Brown Ale og IPA. Fint afstemt bitterhed, bitter af en Pale Ale, svag af en IPA - og sådan er den hele vejen igennem. Dens største kvalitet er den frugtagtige smag, men stor eller kraftig er den ikke. 3 glas!

Bryggeri: Coronado Brewing Company
Øltype: Amerikansk Pale Ale/Amerikansk Red Ale
Ingredienser: Vand, bygmalt, humle (Willamette), gær
ABV: 5,3 %
IBU: 33

torsdag den 21. november 2013

Coronado Islander IPA


Købt i Fakta for under 20 kr. for 35,5 cl. flaske.

Brødrene Ron og Rick Chapman åbnede i 1996 en brewpub i deres hjemby Coronado, San Diego. De valgte at humle deres bryg i ægte West Coast stil, da de leverede den første tønde ud af huset til Hotel Del Coronado, var deres skæbne beseglet, og det er gået fremad lige siden. I 2012 var kapaciteten 22.000 tønder årligt med planer om at stige til 60.000.

Bryggeriets beskrivelse:
Opkaldt efter Coronado Island, vores oprindelige India Pale Ale er en flydende udtryk for stolthed over vores hjemby. Centennial, Chinook og Columbus humle kombineres for at give en eksplosiv udbrud af fyrrenåle bitterhed og saftige noter af abrikos, grapefrugt og mango, der sikkert vækker billeder af svajende palmer og solbeskinnede kyster.
Detaljer:
Stil: India Pale Ale
Malt Profil: 2-Row, Cara, München
Humle Profil: Columbus, Centennial, Chinook
Gær Profil: Cal Ale
IBU: 75
Alkohol Vol.: 7 %
På den påklisterede etiket står der Cascade, Chinook og Columbus som humle!

Svagt skum. Aroma af fyrrenåle, grape og frugt. Svagt karboneret, ufiltreret.

Smag af let sød malt, går lynhurtigt over i bitter malt med fyrrenåle, grape, mango og andre eksotiske frugter. Lidt frugt smag. Kraftig humlet, bitter.

En ægte west coast IPA - både af navn og gavn. Foruden fyrrenåle en stor palette af fyrrenåle i den ganske fine og nuancerede aromahumle. Den fyldige bryg fungerer fint som baggrund til den balancerede humlestyrke og blanding. Ikke ekstrem bitter som IBU på 75 kunne antyde, men stadig forholdvis let drikkelig af en am. IPA. 4 sikre glas!

Bryggeri: Coronado Brewing Company
Øltype: Amerikansk IPA
Ingredienser: Vand, bygmalt (2-Row, Cara, München), humle (Columbus, Centennial, Chinook), gær
ABV: 7%
IBU: 75

Jacobsen Julebock


Købt for 29 kr. på tilbud i Netto for 75 cl. flaske.

Fra etiket:
Øltype: Mørkebrun maltfyldig bock.
Smagsoplevelse: Indledende maltsødme med et fint balanceret efterbitterhed. Duften er rig på malt, karamel og strejf af mørk chokolade og kaffe.
Velegnet til: Julemister, sylte, lun leverpostej og alt godt på julefrokostbordet.
Sød: [2/5] Bitter
Let: [4/5] Kraftig
Mellem skum. Aroma af malt, karamel, blomster og krydderier. Middel karboneret, filtreret.

Smag af let sød malt, går over i karamel og krydderier. Svagt humlet, let bitter, let ristet.

En temmelig bitter bock, svagt humlet som den skal med en anelse ristet malt. Det er naturligvis malten der dominerer bryggen, dog uden der opstår en fyldighed og varme som i de bedre bryg i genren. En noget kedelig bock, der distancerer sig ved dens bitterhed, men ellers ikke udmærker sig i genren. 3 glas!

Bryggeri: Ørbæk Bryggeri
Øltype: Traditionel Bock
Ingredienser: Vand, bygmalt, humle, gær, kuldioxid
ABV: 6,5 %

Ørbæk Nyborg Julebryg


Købt for 30 kr. hos Netto for 75 cl flaske med prop.

Producentens beskrivelse:
Ikke mindst må årets julebryg være klar. Ørbæk Bryggeri har da også hele to specialbryg klar til årets julefester, som begge fortæller historien om, hvordan hele Nyborg summede af liv og juleforberedelser til kongens store julefest. Nyborg Julebryg fortæller historien om, at kongen – Christian 3. (1536-1559) – ofte holdt jul i Nyborg. Ørbæk Julebryg sætter fokus på fortællingen om Kongens Fadebur, hvor hele oplandet var involveret i forberedelserne.
Begge øl så dagens lys i 2012, og Ørbæk Julebryg vandt endda prisen som årets etiket. De er et resultat af samarbejdet mellem Ørbæk Bryggeri og Nyborg Slot, der indtil videre har resulteret i hele fem specialøl. Julebryggen er allerede i handlen og dermed også klar til julemarkedet i Nyborg 6.-8. december 2013.
Smag og historie skal følges ad. F.eks. har brygmester Allan Poulsen baseret Nyborg Julebryg på middelalderlig julekageopskrift.
Mellem skum. Aroma af sød malt og julekrydderier og karamel. Mellem karboneret.

Smag af let sød malt, går over i krydderier og brunt sukker. Svagt humlet, let bitter, let ristet.

Bunkevis af forskellige krydderier tilsat - og i belgiske stil i mængder, så de ikke skelnes, men blot giver en udefinerbar, krydret smag. Den idé fungerer fint, men på trods af de 7% alkohol er der ikke meget kraft og varme i denne julebryg, der mere dufter af jul end smager af jul. Noget bitter og let ristet smag i stedet for sødme og varme. Jeg savner noget ekstra kraft og førnævnte varme og kunne ønske mig lidt kraftigere krydderier. 3 glas!

Bryggeri: Ørbæk Bryggeri
Øltype: Traditionel Ale
Ingredienser: Vand, bygmalt, humle, honning, nelliker, mandler, peber, gær
ABV: 7%

tirsdag den 19. november 2013

Hancock Old Gambrinus Beer Light


Købt for 15,95 kr. i Super Brugsen for 33 cl. flaske.

Bryggeriets beskrivelse:
Old Gambrinus Light. Alc. 9,6%. 100% Saaz humle. Old Gambrinus light er på trods af navnet en meget fyldig og kraftig guldøl. Til brygningen bruges dobbelt så meget pilsnermalt som til Høker. Det tager mindst 180 dage at lave en Old Gambrinus Light.
Svagt skum. Aroma af sød malt og krydderier. Svagt karboneret, filtreret.

Smag af bitter malt, går over i frugt, æble og sprit. Svagt humlet, let bitter.

Tungen skal lige tilvænne sig den kraftige, fenolske smag, som næsten overdøver den svage maltsmag. Lidt æbler og frugt kan også spores som resultat af den flittigt benyttede mængde forgærbare stivelse. Temmelig bitter af en Imperial pils - men trods alt ikke den værste inden for genren. Der findes dog langt bedre alternative at blive fuld på. 2 glas!

Bryggeri: Hancock Bryggerierne
Øltype:  Strong Pale/Imperial pils
Ingredienser: Vand, bygmalt, stivelse, humle (Saaz), gær, kuldioxid (E290) og antioxidant (ascorbinsyre E300)
ABV: 9,6 %

Krenkerup Juleøl 2013


Donation, købt hos Gammel Strand Øl & Vinlager, 50 cl. flaske.
Fra etiket:
Årets juleøl er en ægte Ale, der som original overgæret øl, fremhæver maltaromaen og forener en fyldig smagsoplevelse med en let krop, der har et strejf af røg, sødme og en tør finish understreget af den gyldne farve. For at skabe denne smagsfulde, men også reletivt lette Ale, har brygmesteren brygt fire typer malt: Pilsner, Cara Amber, Cara Helle og røget malt. Eftersmagen er let citrus, et tvist af grape og appelsin fra Cascade og Columbus humlen, der er brygmesterens favoritter.
Mellem skum. Aroma af honning, citrus og krydderier. Mellem karboneret

Smag af bitter malt, går over i blomster og krydderier. Svagt humlet, bitter.

Noget atypisk julebryg - de fleste er krydret med julekrydderier og søde - men sød kan denne julebryg ikke beskyldes for at være. Det kommer som noget af en overraskelse - ganske svag humleduft, men kæmpe bitterhed i smagen uden humlesmag. I bryggeriets egen smagsbeskrivelse nævnes præcis de smagsegenskaber, de benyttede humler Cascade og Columbus indeholder - men det kræver altså, at humlesmagen ikke er kogt helt ud til bitterhed. En endimensionel, bitter julebryg som må skabe stor modvægt til, hvad man ellers spiser i julen - ikke en komplementering. Ikke helt vellykket bryg, bitterhed bør ikke være mål i sig selv, der skal også aromahumle til. 3 glas!

Bryggeri: Krenkerup Bryggeri
Øltype: Amerikansk Pale Ale
Ingredienser: Vand, bygmalt (Pilsner, Cara Amber, Cara Helle og røget malt), humle (Cascade og Columbus), gær
ABV: 4,9%

søndag den 17. november 2013

Ballast Point Big Eye IPA


Købt på tilbud for 19,75 kr. i Fakta for 35,5 cl. flaske.

Bryggeriets beskrivelse:
Øllet, der satte San Diego IPA på kortet.
Vores Big Eye IPA er en kraftig humlet bryg, takket være overfloden af amerikansk Columbus og Centennial sorter brugt som smags og tør humle. Mens englænderne oprindeligt tilføjede ekstra humle for at bevare deres øl for sørejse, gør vi det af kærlighed til den kraftige, intense smag, der gør India Pale Ale en af ​​vores foretrukne stilarter.
Alc.: 7%
Bihherhed: 71 IBU
Ballast Point bryggeriet åbnede i 1996 i San Diego, og da den ene stifter var lystfisker, valgte de at afbillede fisk på deres etiketter. Denne bryg viser en BigEye Tunfisk som er én af de mest truede tunfisk arter pga. overfiskeri.

Svagt skum. Aroma af citrus og krydderier. Svagt karboneret, filtreret.

Smag af let sød malt, går øjeblikkeligt over i bitter smag med citrus og krydderier. Kraftig humlet, bitter.

Dejlig, frisk amerikansk IPA med fin fylde - og med Columbus og Centennial går det aldrig helt galt. Balanceret efter det mere folkelige segment - selv om 71 IBU lyder voldsomt, er bitterheden ikke så voldsomt igen, ligeledes heller ikke så tørhumlet så det støver. En fin repræsentant for genren omend jeg kunne ønske mig lidt flere humlesorter og dermed forskellige smagsnuacer - samt at de lystfiskeinteresserede bryggere portrætterer bæredygtige fisk på deres etiketter. 4 glas!

Bryggeri: Ballast Point Brewing Company
Øltype: Amerikansk IPA
Ingredienser: Vand, bygmalt, humle (Columbus og Centennial), gær
ABV: 7 %

lørdag den 16. november 2013

Timmermans Tradition Gueuze Lambic

Sedimenter sad godt fast i flasken -
den har åbenbart ligget ned før mit køb
Købt hos Belgisk Bryg, 37,5 cl. champagneflaske med prop.

Timmermans kaldes verdens ældste lambic bryggeri og kan dateres tilbage til 1702. Blev i 1993 solgt til John Martin. Det var først i 2010 man opdagede, at bryggeriet var ældre år 1781.

Svagt skum. Aroma af vinagre, citrus og generel surhed. Svag karbonering, ufiltreret.

Smag af syrlig malt, fortsætter i en blød, vinøs eftersmag der slutter let sød, smagsnoter der ligner cider og grape. Meget svagt humlet, let sød.

Dejlig blid Gueuze fra Timmermans. Vel er smagen syrlig, men på en blid og vinøs måde. I smagen mange fællestræk med en god cider - for ret beset er der ikke mange ølegenskaber tilbage. Den fine æblesmag er dog opnået på kunstig vis - æblesaft er nemlig tilsat. En god og forfriskende bryg der kan være en god starter inden for Gueuze-verdenen. 4 glas!

Bryggeri: Brouwerij Timmermans
Øltype: Belgisk Gueuze Lambic
Ingredienser: Vand, bygmalt, frugtsaft (æbler 5,3%), umaltet hvede, sukker, humle, gær, farve (E150),  antioxidant (E300)
ABV: 5%

Hancock Høker Bajer


Købt for 9,95 kr. hos Super Brugsen for 33 cl. flaske.

Bryggeriets beskrivelse:
Høker Bajer. Alc. 5,0 %. 100% Saaz humle.
Dette er vor traditionelle pilsnerøl. Smagen er fyldigere end andre traditionelle
danske pilsnertyper, og Saaz humlen giver en blød og afrundet smag.
Det tager mindst 45 dage at lave en Høker Bajer.
Svagt skum. Aroma af krydderier, korn og frugt. Svagt karboneret,

Smag af let bitter malt, går over i korn, krydderier og frugt. Middel humlet, let bitter.

En temmelig hypet lager, selv om det er en traditionel, dansk lager. Den indeholder stivelse og har været brygget lang tid før de moderne mikrobrygvinde ramte Danmark. Utraditionelt giver den pokker i den gamle danske alkoholbeskatning med sine 5% og den indeholder hun én slags humle lige som bryggeriet Hancocks andre bryg, nemlig Saaz. En lager med kun én slags humle ender tit ensidig, hvilket også er problemet her. Smagsmæssigt kan den ikke konkurrere med en moderne, kraftig humlet lager. Som tørstslukker fungerer den fint, mild og let drikkelig, tilpas bitter til, der kan drikkes flere i streg - men mangler lige det sidste. Stadig blandt de bedste af de traditionelle danske lagers. 3 sikre glas!

Bryggeri: Hancock Bryggerierne
Øltype: Tjekkisk Pilsner
Ingredienser: Vand, bygmalt, stivelse, humle, gær, kuldioxid (E290) og antioxidant (ascorbinsyre E300)
ABV: 5%

Holbæk WhiskeyStout


Købt for 30 kr. hos Super Brugsen i Holbæk for 50 cl. flaske.

Bryggeriets beskrivelse:
Holbæk WhiskeyStout er kommet til verden som en ekstra kraftig og fyldig stout på 7,3%, hvor vi ikke har sparet på en eneste af de hele fem malte, vi har brugt. Denne stout er herefter krydret med den fineste amerikanske bourbon whiskey og eksotisk Muscovado rørsukker. Resultatet er en meget mørk og rund øl, hvor de bløde malttoner suppleres af bourbonens blide og letkrydrede toner af egetræ og vanille, som særligt kommer til sin ret i duft og eftersmag.
Mellem skum. Aroma af ristet malt og chokolade. Svagt karboneret, ufiltreret.

Smag af let ristet og let sød malt, går over i chokolade og en lidt udefinerbar vinøs smag, hvilket jeg formoder skyldes den tilsatte bourbon. Svagt humlet, let sød.

Bygger på den nyligt anmeldte Holbæk Munkholmer, blot med den tilsatte bourbon, og smagen minder også meget med samme standard stout egenskaber, men her er noget større fylde og vinøsitet. Bourbonsmagen kan lige anes i eftersmagen, men dominerer ikke - men giver lige et ekstra pift. En anderledes (og lettere) tilgang end normen, hvor der lagres på whiskeyfade. Den bedste af de seks anmeldte bryg fra Holbæk Bryghus - sikre 3 glas!



Her er så lige tid til lidt refleksion - efter anmeldelse af disse seks bryg fra Holbæk Bryghus skal der ikke herske tvivl om, det var en skuffende oplevelse. Normalprisen for disse bryg er 35 kr., hvilket ligger lidt under de dyrere danske mikrobryg, men dyrere end mange bryg fra mindre danske bryggerier, der tit ses til 10-15 kr pr. halve liter. Jeg mener man bør forvente mere af Holbæk Bryghus - og egentlig også fra mange andre mindre danske bryghuse i samme kvalitetsmæssige klasse. Holbæk Bryghus' strategi er lokal forankring (sælges kun i det, der i gamle dage hed Holbæk Amt) i håb og godt salg fra lokalpatrioter samt historie - de går meget op i, at fortælle hvornår bryggen startede. Dog mener jeg, der er sket ganske meget i danske mikrobryg siden 2005 - og det er tilladt at udvikle og forbedre sig. Jeg mener ikke Holbæk Bryghus' produkter er gode nok i nutiden - og det mener kunderne åbenbart nok heller ikke,  hvilket bryghusets traditionelle økonomiske problemer kan være et tegn på. Kom videre, vær modigere!

Bryggeri: Holbæk Bryghus
Øltype: Oatmeal Stout
Ingredienser: Vand, bygmalt, humle, gær, tilsat bourbon whiskey
ABV: 7,5%

Holbæk Munkholmer


Købt for 30 kr. hos Super Brugsen i Holbæk for 50 cl. flaske.

Bryggeriets beskrivelse:
Denne natsorte øl er husets specialitet. Typemæssigt smager den som en blanding af stout og schwarzbier. Den mørke, ristede malt tilfører øllet en karakteristisk smag med noter af kaffe og mørk chokolade. Den har tydelig “mørk” smag, men er alligevel let og forfriskende. 
Fra etiket:
Munkholmer var den første øl, der i 2005 blev brygget i Holbæk Bryghus. Det var et fejlbryg, der imidlertid smagte alt for godt til at blive smidt ud, og det syntes kunderne også. Navnet var oplagt, da der er brugt belgisk munkegær til øllet, og Munkholm er en lille landfast ø tæt på Holbæk.
Svagt skum. Aroma af ristet malt og chokolade. Svagt karboneret, ufiltreret.

Smag af ristet, let sød malt, går over i chokolade. Svagt humlet, let sød.

En ganske standard stout der lige indeholder de egenskaber, en stout skal ha' - og så ikke mere. Svagt humlet, lidt sødlig og uden særlig meget fylde trods den for genren kraftige alkohol. Gennemsnitlige 3 glas!

Bryggeri: Holbæk Bryghus
Øltype: Oatmeal Stout
Ingredienser: Vand, bygmalt, humle, gær
ABV: 6,5%

Holbæk Maglesø Sommerbryg


Købt for 30 kr. hos Super Brugsen i Holbæk for 50 cl. flaske.

Fra etiket:
Maglesø Sommerbrug blev navngivet efter den umaltede spelt, som groede på marker ned til Maglesøen. Landskabet har så mange smukke og tæt beliggende bakker, at stedet kaldes "de vestsjællandske alper"...Maglesø Sommerbryg blev brygget første gang i 2006 og kom på flaske i 2007.
Brygget på bygmalt og økologisk, maltet spelt, tilsat hyldeblomst, citroner og appelsiner.
Mellem skum. Aroma af hyldeblomst, frugt og citrus Svagt karboneret, ufiltreret.

Smag af let bitter og let tør malt med hyldeblomst og lidt citrus. Fader langsomt ud med samme smagsnuance. Svagt humlet, bitter, let tør.

Igen noget tør og bitter - hyldeblomstens mængde er fin, men ikke helt balanceret mht. førnævnte bitter- og tørhed. Den blegner fuldstændig i forhold til min egen no-brainer i samme genre. 3 glas!

Bryggeri: Holbæk Bryghus
Øltype: Krydret øl
Ingredienser: Vand, bygmalt, maltet spelt, humle, gær, tilsat hyldeblomst, citroner og appelsiner
ABV: 5,5%

fredag den 15. november 2013

Holbæk Bysø Brown


Købt for 30 kr. hos Super Brugsen i Holbæk for 50 cl. flaske.

Bryggeriets beskrivelse:
Mørk og fyldig ale med en let sødme fra især karamelmalten. Den er brygget på en blanding af tre slags malt, blødt vand og engelsk bitterhumle samt en aromahumle, der giver øllet en frugtagtig duft og tydelig maltkarakter.
Fra etiket:
Bysø Brown har skiftet stil et par gange, indtil den fik sin endelige form i 2007. Navnet kommer fra Bysøen, der ligger i Holbæks centrum - ikke langt fra bryghuset i Nygade. Den lille sø, der stammer helt tilbage fra middelalderen, er omgivet af en hyggelig blomster- og bypark og er et besøg værd.
Mellem skum. Aroma af karamel og lidt frugt. Mellem karboneret, ufiltreret.

Smag af let sød malt, går over i karamel og lidt frugt. Svagt humlet, neutral bitter, let ristet.

Ganske mild og tilforladelig engelsk brown ale - kunne have ønsket mere humle og ristet smag. Såmænd fint balanceret hvis der ønskes en let drikkelig brown ale - ingen smagsnuancer dominerer denne anonyme bryg. 3 glas!

Bryggeri: Holbæk Bryghus
Øltype: Engelsk Brown Ale
Ingredienser: Vand, bygmalt, humle, gær
ABV: 6,5%

Holbæk Arnakke Humle


Købt for 30 kr. hos Super Brugsen i Holbæk for 50 cl. flaske.

Bryggeriets beskrivelse:
Lys, frugtig ale efter engelsk forbillede med masser af smag fra Marris Otter malten og den originale Whitbread gær. Duften er krydret med Saazer humle, og den fyldige øl har tydelig humlekarakter.
Fra etiket:
Arnakke Humle blev brygget første gang i august 2005, og den originale opskrift bliver stadig brugt. Arnakke ligger 5 km sydøst for Holbæk med smuke udsigt over Tempelkrogen - den inderste del af Isefjorden. Midt i landsbyen Arnakke gror en stor, flot humle - deraf navnet.
Meget svagt skum. Aroma af krydderier og malt. Svagt karboneret, ufiltreret med store gærklumper i bunden.

Smag af tør og let bitter malt, går over i krydderier og lidt frugt. Svagt humlet, let bitter, let sur tør.

Mærkværdig engelsk pale ale der mere minder om en tør belgisk wit uden hvede. Saaz aromahumlen kan da smages, men dominerer ikke - det gør den ganske tørre smag til gengæld. En noget uharmonisk bryg, mindre tør- og surhed ville have givet den ellers udmærkede Whitbread bedre chance for at levere en dejlig frugtsmag. Kniber sig lige til 3 glas!

Bryggeri: Holbæk Bryghus
Øltype: Engelsk Pale Ale
Ingredienser: Vand, bygmalt (Marris Otter), humle (Saaz), gær (Whitbread (WLP-17?))
ABV: 6,5%

Holbæk Forårsbryg


Købt for 30 kr. hos Super Brugsen i Holbæk for 50 cl. flaske.

Bryggeriets beskrivelse:
Holbæk Forårsbryg er en lys og let drikkelig ale. Den er fyldig men alligevel frisk og med et strejf af citrus. Trods den milde karakter gemmer der sig en lille djævel i bryggen, idet den har en alkoholprocent på 6,3. Der er brugt tre forskellige typer malt, og den er gæret med to typer gær: én der giver den milde, bløde smag og en belgisk gærtype, der giver øllet en robust og fyldigere karakter. Urten er kogt med husets bitterhumle, og ad to omgange er der tilsat en forfriskende aromahumle.
Fra etiket:
Nyd en kraftig Forårsbryg når bøgen er sprunget ud og mærk, at du fyldes med forårets optimisme og glæde. Vores forårsbryg hed i 2006 Påskebryg, men skiftede navn året efter, da foråret jo som bekendt varer længere end påsken. Det er stadig den originale opskrift, der bliver brugt.
Svagt skum. Aroma af citrus og sur malt. Mellem karboneret, ufiltreret med store gærklumper i bunden.

Smag af let bitter malt, går over i let sur malt, let frugt. Svagt humlet, let bitter, let sur.

En forholdsvis bitter, stikkende smag i munden uden den store aromahumle, lidt sur maltsmag gennem hele smagsforløbet, hvilket er bryggens kraftigste smagsnuance i en ellers knap så kraftigt smagende bryg. Lidt kedelig og ensidig, men kan være forfriskende med den let bitre og let sure smag. 3 glas!

Bryggeri: Holbæk Bryghus
Øltype: Belgisk Pale Ale
Ingredienser: Vand, bygmalt, humle, gær
ABV: 6,5%

torsdag den 14. november 2013

Royal X-MAS Blågran


Købt for 3,50 kr. i Lidl for 33 cl. dåse.

Bryggeriets beskrivelse:
Er en mørkere og mere kontant makker til den blide, hvide X-MAS. X-MAS med den blå etiket er også en julebryg, der bevidst er lagt i den skatteklasse, som giver fylde og karakter uden at være tung. Den mørke farve i den ”Rå Blå” kommer fra brugen af en anelse farvemalt. Det gør smagen fyldigere og komplementerer den maskuline humlekarakter
Alkohol vol. pct.: 5,6 %
Svagt skum. Aroma af sød malt og korn. Svagt karboneret, filtreret.

Smag af let sød malt, går over i korn og frugt, en anelse karamel. Let ristet. Svagt humlet, let sød.

Tre uforståeligheder:
  1. "Brygget  med karaktér og dybde" påstås det på etiketten, uden jeg har viden om, hvad de mener med det
  2.  Som på Hvidgran dåsen, påtrykt "Anno 1968" - igen uden jeg har den fjerneste anelse hvorfor. Ceres blev grundlagt i 1856, X-Mas i Hvidgran udgaven blev lanceret i 1969 mens denne blå udgave først kom i 1993!
  3. "Den mørke farve i den ”Rå Blå” kommer fra brugen af en anelse farvemalt" påstås det på bryggeriets beskrivelse på deres hjemmeside - de glemmer dog, at farvemalten åbenbart ikke var nok - så der er også tilsat farvestof (E150c)!
Jeg skal ikke dømme en bryg ud fra, hvad bryggeriet skriver om sig selv, omend det altid giver et godt grin. Til bryggen! Større bitterhed end Hvidgran udgaven, en anelse ristet smag, lidt mere karamel og mindre sødme. Det gør ikke bryggen markant bedre, men dog lidt karakter end Hvidgran. Det ændrer dog ikke ved, at den stadig er svagt smagende i alle facetter. 2 glas!

Bryggeri: Royal Unibrew
Øltype: Weiner
Ingredienser: Vand, bygmalt, glukosesirup, majs, farvestof (150c), humle, gær
ABV: 5,7%

Royal X-MAS Hvidgran


Købt for 3,50 kr. i Lidl for 33 cl. dåse.

Bryggeriets beskrivelse:
Er den ældste danske julebryg i guldølsklassen. Den første X-MAS - den lyse udgave med den hvide etiket - kom til verden i 1969. På det tidspunkt var de andre julebryg registreret i den stærkere skatteklasse 3. Den alkoholmæssigt noget lettere X-MAS glædede mange forbrugere, som ikke er tilhængere af de helt høje alkoholprocenter. Smagen brød også med de gængse julebryg, fordi X-MAS er en blid, blød og let sødlig juledrik, som er i meget fin balance med humlebitterheden.
Alkohol vol. pct.: 5,6 %
Svagt skum. Aroma af sød malt og korn. Svagt karboneret, filtreret.

Smag af sød malt, går over i korn og frugt, en anelse karamel. Svagt humlet, sød.

"Brygget med sødme og charme" påstås det på dåsen - sødmen er så sandelig til stede, i en sådan grad jeg har vanskeligt ved at se charmen. Generel ganske svag smag men pga. sødmen sandsynligvis passende til meget dansk julemad, hvis ølsmagen ikke skal overdøve maden. I øvrigt tyder det på, at Royal Unibrews marketingsafd. drikker deres egne øl, siden der internt er uenighed om bryggens tidsmæssige lancering. 2 glas!

Bryggeri: Royal Unibrew
Øltype: International Lager
Ingredienser: Vand, bygmalt, glukosesirup, majs, humle, gær
ABV: 5,7%